Skyggen

Alle mennesker har skyggesider, de kan være svære at få øje på, for de gemmer sig – i skyggen.

Skyggearbejde er en effektiv og dybdegående metode til at komme i kontakt med vores skyggesider.

Vi bryder os ikke om de sider i os selv, som får os til at tænke, føle og handle uacceptabelt. Derfor gør vi hvad vi kan for at gemme dem af vejen eller undertrykke dem. Der sker bare det når vi fornægter vores skyggesider, at de får mere magt til at underminere og sabotere vores lykke. Og på trods af vores gode intentioner sker det igen og igen, at vi handler selvdestruktivt og gør os selv til vores egen værste fjende.

Ved at bringe lys over de dele af os selv, vi fornægter, kan vi omfavne vores skygge og finde de gaver der er i vores autentiske natur.

”Skyggen er den person du helst ikke vil være.” – Carl Gustav Jung

Skyggen findes i os alle. Den er en del af os, og alligevel bruger vi det meste af vores liv på at løbe fra den. Men vores mørke side rummer et løfte om et bedre, mere tilfredsstillende liv. Vores skygge giver sig til kende hver dag. Den er grunden til, vi bliver vrede over en ven dukker op ti minutter for sent, råber af vores børn uden grund, har en uhensigtsmæssig adfærd overfor vores partner og saboterer vores egen succes på det værst tænkelige tidspunkt. Indtil vi er i stand til at omfavne vores dobbelte natur, vil vi fortsætte med at såre os selv og dem tættest på os og ikke leve op til vores potentiale.

Skyggearbejdet hjælper os med at frigøre os fra fortiden og positivt ændre vores liv til at blive mere hele og autentiske mennesker. Når vi har integreret vores skyggesider og sluttet fred med vores mørke sider, bliver vi vores egen bedste ven og vi er i stand til at opnå vores drømme og genvinde den lykke, som er vores fødselsret.